Keck & Seidlitz - Talroth 2018

Kech & Seidlitz er historien om to sjæles stræben efter, at arbejde i harmoni med naturen. Hun er fra Berlin og han er fra Brunswick og sammen rejste de til Australien for med egne øjne og eget sind at opleve alle de smukke aspekter ved vindyrking.

Efter studieophold i henholdsvist England og Italien fandt de to en lille 4 hektar stor vinmark ved Nahe-floden. Med intuition og åbne øjne lader de naturen gå sin gang praktiserende økologisk landbrug med biodynamisk indflydelse - biodiversitet, lave udbytter, lav ekstraktion, minimal indblanden og tid.

Oprindelse: Tyskland, Nahe

Type: Orange

Drue(r): 100% Pinot Blanc

Druerne til vinen er høstet på den sydvendte Part De Terre-vinmark med 23 år gamle vinstokke og jordbund bestående af sand og skifer. Druerne macererer på skaller og stilke i 18 dage, hvor efter de efterlades til spontangæring. Manuelt presset over 16 timer til henholdsvist glasfiber (75%) og gamle tønder (25%), hvor vinen lagrer videre på bærmen (sur lie) i 32 måneder. Yderligere 12 måneder på flaske inden ganske ufiltreret aftapning og frigivelse.

Termen ‘orangevin’ rammer virkelig plet her og skinner i gennem hele vejen - modne ferskner, sødlig appelsinjuice, blodappelsiner, skrællet grapefrugt og et drys orangeknas - forslåede gule æbler, rosiner, og blød, rød vingummi.

Fadlagringen fornemmes - diskrete bagekrydderier, frisk mintchokolade, en dråbe karamel og marcipan. Rigtig fint integreret og tilbagetrukket.

En smule, og kun en smule, natur - mælkebøtte, rug og gær.

Mundfølelsen er ‘sur lie’-blødhed med en boblende syrlighed på tungen et et skrællet bid og paletten voldsomt ren og orange med tawny-inputs og en lækker klæbende syre.

Det her er ikke en orangevin du bare bæller i dig uden videre. Den kræver tid. Giv den en dag eller to og læn dig tilbage med et forbløffende glas non-funky og ren most af smil og glæde. Bravo!

Forrige
Forrige

August Kesseler - Lorchausen Seligmacher Riesling GG 2018

Næste
Næste

Weingut Schlör - Oberer First Spætburgunder GG 2017