Weingut Neuspergerhof - Galgengrund Riesling Réserve 2020

I vinbyen Rohrbach, midt på Pfalz’ berømte vinrute Deutsche Weinstraße, har Weingut Neuspergerhof og familien Gradolph til huse. Etableret af Hans og Sybille Gradolph i 1977, har taktstokken siden 2009 været i hænderne på sønnen Jochen, som snart efter overtagelsen påbegyndte en gennemgribende omstrukturering af huset. En omstrukturering sigtende mod et solidt kvalitetsløft i både mark og kælder.

Jochens hårde arbejde bar få år senere frugt, og indbragte ham i 2017 kåringen som ‘Jungwinzer des Jahres’ i DLG, i 2018 anerkendelse som ‘VINUM Winzertalent’ og i 2024 ’Empfohlenes Weingut’ hos Gault & Millau. 

Jochens hustru, Christine, og datter, Julia, er begge vigtige brikker i vingårdens daglige drift. Christine tager sig af events, messer og samarbejdspartnere, mens Julia er stærk på SoMe-delen.

I ØVRIGT: I årets ’Best of Riesling’, en konkurrence skabt af Rhineland-Palatinate Ministry of Viticulture i 2000, hvor der smages på mere end 1.500 Riesling-vine, opnåede Weingut Neuspergerhof en 3. plads i den samlede bedømmelse

Oprindelse: Tyskland, Pfalz

Type: Hvid

Drue(r): 100% Riesling

Druerne til vinen er høstet på Galengrund-marken med 30 år gamle stokke og jordbund bestående kalk. Ved ankomst til vingården knuses druerne (100% afstilkede) og efterlades til 48 timers maceration, før presning til spontangæring og totalt 18 måneders lagring på bærmen (sur lie) i barriques (225L) med jævnlig bâttonage. Let filtrering før flaskning.

Her er modne, gule æbler og friske pærere på fornem vis tilført lidt sydlige himmelstrøg ala flæskede passionsfrugter, syrlig ananas og en sparsom skive banan samt citrussede inputs som nyligt skårne lemonbåde og koncentratbaseret appelsinjuice. Ydermere hvide blomster, kvædethe, daggammelt græsafklip og en sporadisk plukket dusk krydderurter. Friske vaniljestænger, brændt karamel og usaltet Kærgården samt en snert røg, gammelt, toasted egetræ og petroleum.

I næsen er den udtryksfuld og dragende med sine sprøde stenfrugter, sødmefulde, eksotiske frugter, sin nærværende, myntede friskhed og sagte, kalkede mineralitet, og på paletten olieret og småkrydret med sine skrællede stenfrugter, overmodne, eksotiske frugter, friske citrussprøjt, sin snigende, urtede bitterhed og fine kandisering. Syren fremstår cremet og vedholdende.

Rigtig flot Riesling, som byder på væsentlig mere end som så.

★★★★ / 92

Find vinen hos No Nose Wine, hvor en flaske koster 140,-.

Forrige
Forrige

Weingut Bärmann - Merdinger Vintage Noir 2021

Næste
Næste

Champagne Victor Charlot - L’Art de la Ruse