Domaine Douhairet-Porcheret - Monthélie 1er Cru ‘Le Meix Bataille’ 2016

Domaine Douhairet-Porcheret blev etableret for over 300 år siden af Mr. og Mrs. Monthélie i landsbyen af samme navn, lige i hjertet af Coté de Baune, og råder i dag over 13ha plots i Monthélie, Pommard, Volnay og Mersault.

Domainet blev siden de tidlige 1970’ere drevet af Douhairet-familien, idet søstrene Armande og Charlotte Douhairet arvede ejendommen. Charlotte bestemte sig for at sælge sin del, men Armande holdt fast i sin og blev i 1989 gjort selskab af hendes adoptivsøn, André Porcheret. André var på dette tidpunkt guvernør for Hospice de Beaune, et hospital med det formål, at behandle områdets fattigste gratis, hvilket job han valgte at beholde. Mere om dette om lidt.

Armande døde desværre i 2004, men André, som nu nærmede sig de 67 år, blev snart gjort selskab af sit barnebarn, Cataldina Lippo, og senere i 2014 stødte Cataldinas kompagnon, belgiske Vincent Monfort, til familien. Paret har i over et årti arbejdet hånd i hånd med André og er i dag de bærende kræfter på stedet.

Lær Domaine Douhairet-Porcheret endnu bedre at kende.

Hospice de Beaune

Hospice de Beaune blev etableret i 1443 med det ene formål, at tilbyde de fattigste i området gratis lægehjælp. Finansieringen af hospitalet har helt fra starten baseret sig på donationer, som, ud over penge, også indebar plots på Bourgogne-vinmarker. Stedet har gennem årene samlet sig hele 65ha, de fleste Beaune 1. Cru, inklusiv plots uden for Côte de Beaune i bl.a. Pouilly-Fuissé, Côte de Nuits og Chablis.

Stedet producerer i dag anmelderrost vin, som sælges på auktion hvert år den 3. søndag i november. Alle kan i princippet købe, men det forudsætter, at man har lavet en aftale med en négocient i Bourgogne, som kan varetage den videre forædling af vinen. Overskuddet fra auktionen går til et i forvejen fastlagt formål, fx. forskning.

Oprindelse: Frankrig, Bourgogne

Type: Rød

Drue(r): 100% Pinot Noir

Druerne til vinen er høstet på et 1,5ha stort plot på den 2,3ha store sydvendte Le Meix Bataille-vinmark med 70 år gamle vinstokke og jordbund bestående af bathonsk* kalkstensjord. Ved ankomst til vingården afstilkes druerne, gæres i træfade og lagrer 15-18 måneder på burgundiske piéces, hvoraf ca. 10% er nye.

* Bathonsk kalkstensjord stammer fra en geologisk periode af samme navn under Jura-tiden.

Rige og tætte, sorte frugter og delikate, let drillende røde - solbærmarmelade, saftige blåbær, alle mulige slags kirsebær, hindbær med et bittert touch og modne jordbær - et sprøjt lemon og et riv appelsinskal.

Et bredt udvalg af fadpræg i både den rå og lidt mere tilnærmelig afdeling - læder og lakrids, et fjernt pust pibetobak, bitter chokolade, egespåner, stødt peber, Bourbon-vanilje og en dråbe cremet karamel.

En floral dimension - violer og roser - bakkes fint op af diskrete, dog genkendelige grønne og stilkede inputs.

Helt bagerst vises vi et par Pinot-agtige særkender bestående af et par lunse råt kød og en skovlfuld frisk mødding.

Mundfølelsen er fint blød med et rent, finkornet bid og paletten ranke frugter med et lasket strejf, på den gode måde, en gennemgående, dog diskret, bitter-krydret dimension og en yderst saftig syre. Eget, pebret og rusten finale.

En rigtig fin og velstrukturert Pinot med mange år foran sig.

Forrige
Forrige

Christelle et Gilles Wicky - Le Jurassique 2016

Næste
Næste

Château Brane-Cantenac - Baron de Brane 2015