Cantina Maugeri - Contrada Volpare ‘Frontebosco’ 2022

Cantina Maugeri har i skrivende stund været forbi mit bord en enkelt gang før. Hvor det dengang var husets indgangsvin, Etna Bianco Superiore, er det denne gang enkeltmarksvinen Frontebosco det gælder.

Oprindelse: Italien, Sicilien, Etna DOC, Etna Bianco Superiore DOC

Type: Hvid

Drue(r): 100% Carricante

Druerne til vinen er høstet på en østvendt vinmark med 23 år gamle stokke og jordbund bestående af sandet, vulkansk jord rig på mineraler. Ved ankomst til vingården knuses druerne (hele klaser) og efterlades til 6 timers cryomaceration. Mosten presses og klares til fermentering i en kombination af store, franske egefade (Puncheons, 60%) og rustfrie ståltanke (40%) efterfulgt af 8 måneders lagring på bærmen (sur lie). Der er frigivet blot 1.500 flasker af denne årgang.

Modne, gule æbler, saftige abrikoser og pelsede ferskner ser sirlige ananasskiver og moste bananer i en bredt funderet frugtappel, som i sin helhed vrides og strammes af citruskvaliteter i form af sødlig lemon, citrusstænk og bitter grape samt krydderurter, grannåle, jordbund og hvide krydderier. Gær, plantesmør, Bailey-te, kernemælksfranskbrød og piskefløde suppleres af kornmark, mandler, oliekande og fugtigt redskabsskur.

I næsen er den sprød, lidt kølig endda, og let krydret bydende på modne stenfrugter, slet skjult, eksotisk sødme, milde citrusfrugter, friske krydderurter, assorteret mejeri og sporadiske, reduktive tilnærmelser, og på paletten smooth og intens med sine spiffe stenfrugter, underspillede, modne, eksotiske frugter, twitchy citrusfrugter, knuste krydderurter, veldoserede krydderier, sin støvede jordbund og karakterfyldte, våde mineralitet. Syren er tør og adræt og det lette strøj over gummerne elegant bidragende.

Klart defineret og dechifrerbar i oprindelse og kompleksitet, er det her lysende vin i sin genre. 

★★★★★ / 94

Find vinen hos CS Vine, hvor en flaske koster 369,-.

Forrige
Forrige

Cantina Maugeri - Rosato 2023

Næste
Næste

Champagne R. Gerbaux - et århundrede i boblernes land