Casanuova delle Cerbaie - Brunello di Montalcino 2016

Omgivet af vinmarker på den prestigefyldte Montosoli-bakke i det nordlige Montalcino ligger den 15ha store ejendom, Casanuova delle Cerbaie. Etableret i starten af 80’erne af en tysk dame, blev ejendommen i 2008 købt af entreprenør og tidligere Wall Street-haj fra New York, Roy Welland. Han erhvervede sig snart flere vinmarker, udvidede produktionsfaciliteterne og påbegyndte et tæt samarbejde med den lokale Alessandro Brigidi. I dag rører winemaker Giuseppe Gorelli i kedlerne med rolig hånd.

Ejendommens besiddelser dækker over 10ha vinmarker, 2ha olivenlund og 2ha kombineret skov og landbrugsjord, hvor fra der produceres en Brunello di Montalcino, en Rossi di Montalcino, en Brunello di Montalcino Riserva Vigna Montosoli, en Rosso Toscana Rivale, en Rosato Toscana samt en Sangiovese-baseret Grappa di Brunello og lidt olivenolie.

Oprindelse: Italien, Toscana

Type: Rød

Drue(r): 100% Sangiovese

Druerne til vinen er høstet på en nordvestvendt vinmark med 25 år gamle stokke og jordbund bestående af ler, galestro og kalkholdige bjergarter. Ved ankomst til vingården afstilkes og knuses druerne, før de efterlades til 15 dages spontanfermentering og 10 dages forlænget maceration i rustfrie ståltanke. Jævnlige pump-overs under første del af forløbet. Malolaktisk fermentering og minimum 24 måneders lagring i store, slovenske Stockinger-egetønder efterfulgt af minimum 4 måneder på flaske.

Sorte kirsebær, modne brombær og tørrede abrikoser ser dybde i Sun-Maid rosiner og udskårne svesker, nerve i bløde kirsebær, rødbedejuice, fluffy hindbær, grønne jordbær, orangeknas og kølige eukalyptusbolsjer og en sagte, grønlig bitterhed i brændenælder og fugtig, nærmest muggen skovbund.

Vanilje, mælkechokolade, lakrids og nyligt udluftet herreværelse. Så fint integreret og glat.

En udtryksfuld elegantier af en næse præsenterer modne, sorte frugter, underspillede, syrlige røde og en overhængende, tertiær lune, og en ellers polstret palette en flyvsk cremethed, sødmefulde, sorte frugter og mørke krydderier, et tørt, bredskuldret nap og en fast, lidt bestemt syre.

Rigtig flot og, ikke mindst, drikkemoden BdM.

★★★★★ / 95

Find vinen hos Pelican-Wines, hvor en flaske koster 445,-. I skrivende stund på tilbud til 330,-.

Næste
Næste

Guasti - Derthona ‘Il Mio Sole’ 2022