Domaine Pierre Morey - Monthelie 2017
EN DEL AF PINOT BOX’EN
Et uhyre simpelt koncept; to flasker nøje udvalgte Pinot Noirs hver eller hver anden måned for blot 595,- inkl fragt. That’s pretty much it, men følg med på pinotboxen.dk eller @pinotboxen for medlemstilbud, teasers og jagten på de helt rigtige flasker. Eller bestil med det samme!
Morey-familien har i følge ældgamle arkiver haft sin gang i Bourgognes vinmarker siden 1600-tallet, og været bosat i Mersault siden slutningen af det 18. århundrede. Efter generationers løbende opkøb af mindre parceller, indgik August Morey i 1935, i kølvandet på den økonomiske krise i 1929, en forpagtningsaftale med Domaine des Comtes Lafon. Et vigtigt samarbejde, som skulle bidrage til begges overlevelse i en tid, hvor enderne havde svært ved at nå sammen.
Da Augusts søn, Pierre, sidst i 1971 etablerede Domaine Pierre Morey, begyndte August gradvist at videregive både egne og forpagtede parceller til Pierre, som endeligt overtog alle faderens forpligtelser. Da Lafon-familien i 1983 besluttede sig for at tage fuld kontrol over sine vinmarker, søgte Pierre andre veje og blev i 1988 ansat som régisseur hos ingen ringere end Domaine Laflive i Puligny-Montrachet; ét af nutidens mest anerkendte vinhuse.
Pierre udviklede sideløbende sit eget domæne. Stærkt inspireret af sit arbejde og sine erfaringer med den biodynamiske tankegang hos Domaine Laflive, begyndte han i 1991 at omlægge sine egne vinmarker i tråd med denne filosofi. Han opnåede som én af de første fuld certificering på hele ejendommen i 1997.
I 1992 oprettede Pierre négociant-virksomheden Morey-Blanc. Han ønskede, efter forpagtningsaftalernes ophør, at udvide sin portefølje med vine lavet på druemateriale fra andre top-appellationer, såsom Corton-Charlemagne, Bâtard-Montrachet, Puligny-Montrachet og Pommard. Lidt utradionelt ville han selv høste, måske strække sig til, at købe mosten, for at styre vinifikationen i samme retning og med samme præcision som domænets egne vine.
I begyndelsen af 2000’erne begyndte Pierres datter, Anne Morey, at spille en større og mere central rolle i driften af både domænet og Morey-Blanc. Hun viderefører i dag familietraditionerne og faderens biodynamiske filosofi, i et balanceret samspil med egne visioner og moderne teknologi.
Oprindelse: Frankrig, Bourgogne, Côte d’Or, Côte de Beaune, Monthélie AOC
Type: Rød
Drue(r): 100% Pinot Noir
Druerne til vinen høstes på seks øst- og sydøstvendte parceller - La Goulotte, Les Clous, Les Longères, Les Gamets, Les Sous Courts og Les Crays - med stokke plantet i 1965 og jordbunde bestående af ler, kridt og kalksten. De knuses (100% afstilkede) og efterlades til spontanfermentering i åbne trækar med nænsomme pump-overs (remontage) og punch-downs under hele forløbet. Vinen omstikkes til egefade for malolaktisk fermentering og totalt 15-20 måneders lagring. Flaskes ganske ufiltreret via tyngdekraft.
Modne jordbær, sødlige hindbær, røde kirsebær, røde blommer, jammy brombær og sorte kirsebær i delvist tørre chunks følges af tørrede krydderurter, rosenblade, gnedne stængler, græsafklip samt varm og frugtig skovbund. Her til forkullet træ, røg, læder, mokka, finsk lakrids, mælkechokolade, karamel, vaniljestænger, mælkeskum, cremefraiche, lufttørret skinke og mandler.
En uhindret frugtdrevet og delikat, måske feminin næse byder på slikket, rødfrugtet modenhed, sagte, sortfrugtet dybde, flot integretet, lidt røget fad, blødt krydder, en sagte, grønlig bitterhed og en yderst volatil oxidering, og en smooth, letløbende palette på moden, sort- og rødfrugtet nerve, et bredt, syrligt greb, mildt krydder og et toastet fadpræg. Saftig syre og et modent, lidt kælende bid.
Kompleks i sin simplicitet, er det her flot defineret, moden vin.
★★★★★ / 94
Du kan som medlem købe vinen til 425,-. For ikke-medlemmer lyder den på 499,-.