Wine & Soul - Douro Guru Branco 2020

Wine & Soul så dagens lys i 2001, da ægteparret Jorge Serôdio Borges og Sandra Tavares da Silva besluttede sig for, at føre deres fælles drøm ud i livet. En drøm om, at give de gamle vinstokke i Pinhão Valley en stemme og at fremhæve regionens druesorters store kvaliteter - uden hverken vin eller vinmarker til at begynde med.

De brugte de følgende år på, at tilegne sig land, bygge et vineri og udvide deres portefølje, før de langt om længe kunne frigive deres første vin, Pinta. En enkeltmarksvin stammende fra en såkaldt ‘companion planting’, hvor hele 40+ forskellige druesorter vokser og trives side om side. Følgende denne kom den røde Pintas Character og den hvide Guru.

I 2009 erhvervede parret sig Quinta da Manoella. En ejendom, som har været ejet af Serôdio Borges-familien gennem 5 generationer, Jorge er den 5., med en historie startende helt tilbage i 1836 og ikke mindst med 100+ år gamle vinmarker. Deres første frigivelse fra denne quinta blev vinen Vinhas Velhas, som på portugisisk betyder ‘gamle vinstokke’.

I ØVRIGT: En ‘companion planting’ er en term for dyrkning af forskellige afgrøder side om side i samme mark. Dette ses ofte i biodynamiske vinmarker, hvor biodiversitet spiller en stor rolle.

Oprindelse: Portugal, Douro

Type: Hvid

Drue(r): Field blend, 4 indfødte druer

Druerne til vinen er høstet fra en nordvendt vinmark med 59 år gamle stokke og jordbund bestående af skifer og granit. Ved ankomst til vingården afstilkes druerne delvist, knuses og fermenterer 4 uger i franske egefade (9% nye), efterfulgt af 8 måneders lagring med jævnlig omrøring (bâttonage). Der er frigivet 12.463 eksemplarer.

Eksotiske frugter som cremet honningmelon, moden ananas og støvede passionsfrugter sprødes nænsomt op af gule æbler og tørrede abrikoser, før grapesprøjt, limedråber og revet appelsinskal sætter ind med et par elegante sving og løft. Kamille, orkidé’er og grøn te nuancerer i den bittersøde retning. Til dette vaniljepulver, piskefløde, dansk "ymer" og gær, samt jordede og hvid-krydrede inputs.

En frisk, aromatisk næse byder på modne, eksotiske frugter, sprøde stenfrugter og små chops af urter, og en let cremet, dog tør og letløbende mund viser et medley af citrusfrugter, et par stenfrugtede riv, en håndfuld hvide krydderier og en dejligt dyb og stenet mineralitet, et køligt swoosh i gummerne og en momentant gumpet, dog overvejende gribende, tør syre.

Skøn vin med mange kvaliter og, ikke mindst, stor drikkeglæde.

★★★★★ / 93

Næste
Næste

Van Zellers & Co. - CV-Curriculum Vitae 2017