Pasji Rep - Pinot Noir 2021

Pasji Rep er ikke blot navnet på en højtestimeret, slovensk vingård, idet det også er navnet på en af de ældste sub-regioner i den historiske Vipava Valley-region, hvis første nævnelse kan dateres helt tilbage til 1476, og hvis jord har været dyrket siden romertiden. Regionen ligger i det sydvestlige Slovenien grænsende til Italien, og påvirkes således af en kombination af middelhavsklima fra vest og fastlandsklima fra nordøst. Faktorer, som spiller en stor rolle i vinenes udtryk.

Vingården drives af Premrn-famlien. En familie, som i 1985 skulle vise sig, at bane vejen for opblomstringen af den næsten uddøde, lokale Zelen-drue. Blot 2ha stokke var der tilbage, men Franc tog udfordringen op, plantede flere og kunne i slut-90’erne se sin indsats bære frugt. Druen genvandt sin popularitet og ikke mindst en plads i Vipava Valleys vinmarker.

Familievirksomheden drives i dag af sønnen Samo, som straks efter overtagelsen slog over i økologisk og biodynamisk dyrkning, ligesom arbejdet i kælderen foregår med mindst mulig intervention. Der er 10ha aktive vinmarker tilbage i Pasji Rep-regionen - Samo besidder de 7ha.

 

I ØVRIGT: Pasji Rep kan oversættes til ‘hundens hale’. Et navn, som henviser til regionens unikke udformning.

Oprindelse: Slovenien, Primorska, Vipava Valley

Type: Rød

Drue(r): 100% Pinot Noir

Druerne til vinen er høstet på de nordøstvendte Brajda- og Kunovec-vinmarker med 20-30 år gamle stokke og jordbunde bestående af flysch (aflejret bjergart) og mineralsk mergel. Ved ankomst til vingården knuses druerne (90% afstilkede), før de efterlades til 2 dages kold-maceration efterfulgt af 18 dages Pied de Cuvee-fermentering i rustfrie ståltanke med jævnlige punch-downs og punch-overs. Malolaktisk fermentering og totalt 18 måneders lagring på bærmen (sur lie) i neutrale Bourgogne-fade (10% nye). Blended umiddelbart inden flaskning og tilført en knivspids svovl.

Stilkede kirsebær, sødlige jordbær, friske blåbær og modne brombær i én stor bowle af indbydende diversitet spiffes af intense grapefrugt-vrid, og botaniseres af ranunkler, røde roser og en timiandusk. Her til blomsterhonning, karamel, finsk lakrids, mørk chokolade, udtjent læder og tørre egeplanker. En børneskovl frisk møg.

En syrlig og mintet næse præsenterer en solid, rødfrugtet friskhed, en sortfrugtet modenhed, en citrusset spænding, en drillende krydrethed, et hint afdæmpet sødme og en lun, lille ABV-duft, og en tør, eget palette modne, sorte frugter med skrællede aner, citrusset bitterhed og mørke krydderier, et fast greb i gummerne og en kort, præcis syre.

Det er umiskendeligt Pinot, men desværre står en ret anmasende astringens lidt i vejen for vinens ellers flotte, underliggende kompleksitet.

★★★★ / 91

Dansk importør: Kjær & Sommefeldt.

Forrige
Forrige

Kobal Wines - Blaufränkisch 2022