Weingut Bärmann - Merdinger Vintage Noir 2021
Efter en 13 år lang karriere i IT-branchen med jobs i München og Hamborg, vendte Frank Bärmann i 2013 hjem til Baden, nærmere bestemt til barndomsbyen Merdingen, for at genoptage sin latente passion for den vinøse verden og, ikke mindst, at tage del i den dengang knap 200 år gamle familievirksomhed, som faderen driftede som en del af et større kooperativ.
Da Franks far i 2014 overdrog ham 0,5ha land, støbtes fundamentet til Weingut Frank Bärmann, som i år kan fejre 10 års jubilæum.
Oprindelse: Tyskland, Baden
Type: Rød
Drue(r): 100% Pinot Noir / Spätburgunder
Druerne til vinen er høstet på den syd- og sydvestvendte Merdinger Bühl-mark med 50 år gamle stokke og jordbund bestående af kalk og løss. Vinen lagrer 12 måneder på barriques (225L).
Røde kirsebær, et skvæt hindbærsaft, modne brombær, saftige blåbær og en skefuld syltede solbær twistes af modne limebåde og orangeknas, og ser på enstemmig vis gul rapsmark og en dusk urter. Nu friske vaniljestænger, en dråbe karamel, en bid blandede lakridsstænger, stødt, sort peber og tørt egetræ. Frisk viskelæder og blot antydningen af landlig idyl.
En rolig, måske lidt ensidig næse præsenterer syrlige, røde frugter, en diffus, sortfugtet modenhed, citrus og et underliggende, sødligt fadpræg, og en smooth, saftet palette modne, sorte frugter, sødlige, rødfrugtede stik, lidt urter og et krydret fadpræg. Ingen riv og rusk i gummerne, men en ganske ligevægtig og kropsnær syre.
Absolut ikke en sværvægter udi typicitetens kunst, men der indgydes en vis drikkeglæde og ikke mindst en afledt, sagte soif-flirt.
★★★★ / 90
Find vinen hos No Nose Wine, hvor en flaske koster 120,-.