Weingut Schlör - Oberer First Spætburgunder GG 2017

Weingut Schlörs vinmarker blev første gang omtalt i dokumenter fra 1476, hvor de blev passet og plejet af Cistercienserne. En katolsk orden af munke og nonner, som også startede vindyrkningen og -produktionen i Bourgogne.

I 1982 afsluttede Konrad Schlör sin uddannelse som vinmager og sluttede sig hurtigt til sine forældres vingård. Efter et par år grundlagde Konrad og hans kone Monika - chef for marketing og salg - Weingut Schlör og i de følgende år forvandlede de den ellers blandede vinmark 'First' til udelukkende at være beplantet med vinstokke. De begyndte at udvide deres forretning, optimere udbytte og kvalitet i dyrkningen og fremstillingsprocessen og blev i 2010 medlem af VDP. Fra 2011 til 2014 etablerede de Weinbergshäusle - et nyt sted til afholdelse af smagninger - renoverede vingården og udvidede kælderkapaciteten. I 2016 blev Weingut Schlör belønnet med 'Weingut des Jahres - Beste Rotweinkollektion' af Eichelmann - en anerkendt vinanmelder med stor indflydelse på den tyske vinindustri og forfatter til 'Deutchlands Weine'.

Lær Weingut Schlör endnu bedre at kende.

Oprindelse: Tyskland, Baden

Type: Rød

Drue(r): 100% Spätburgunder / Pinot Noir

Druerne til vinen er høstet på den sydvendte First-vinmark med jordbund bestående af kalksten og rødt ler og højdemeter på op til 300 m.o.h. Vinen lagrer 18 måneder på både nye og brugte barriques.

Her et stort og varmt kram af røde og sorte frugter - modne røde og sorte kirsebær, saftige solbær, sprøde hindbær og lidt søde jordbær - og orangeskal.

Der anes lidt tilbagetrukne jordede og krydrede inputs - stødt peber og et grønt, stilket touch - samt et rigtig fint mix af bagekrydderier - dråber af honning og karamel, vaniljebønner, mørk chokolade, kaffe, mint og et riv ingefær.

Mundfølelsen er blød med et diskret marmelade-indpark, men flot balanceret af en velkommen tørhed og en forfriskende bitterhed. Paletten er modne frugter med et tørt, surt-sødt spark og finalen kalket, en anelse pebret og lemonade-agtig saftighed.

En mere mørk-frugtet og kraftfuld Spätburgunder end vanligt, men jeg nød den i fulde drag. Vellavet og meget klar i sit udtryk.

Forrige
Forrige

Querciabella - Batàr 2017

Næste
Næste

Domaine Brand & Fils - La Chimere 2015.17