Les Enfants Terribles - Bruit Et Silence 2020

Les Enfants Terribles holder til i Riquewihr i den østlige del af Alsace, hvor Rhinen grænser op til Tyskland. Sarah og Jean, hovederne bag, laver dog ikke vin her. De har i stedet lejet en lade i det sydligste Alsace, hvor de arbejder for og med lokale, anerkendte vinmagere med det formål, at suge så meget viden til sig som muligt og ikke mindst at eksperimentere med druerne selv. De frigav deres første årgang i oktober 2021.

Oprindelse: Frankrig, Alsace

Type: Hvid

Drue(r): 100% Gewürztraminer

Druerne til vinen er høstet på en økologisk og biodynamisk dyrket vinmark med jordbund bestående af granit. Hele 2 måneders macerering før druerne presses og efterlades til spontangæring. Lagrer slutteligt 12 måneder på gamle fade og tappes ganske ufiltreret.

Slumrende, dog ekspressive og sprøde røde og tropiske frugter - sødede jordbær, hindbærlemonade, masser af passionsfrugt og et stykke næsten fuldmoden banan - forslåede æbler, tørrede aprikoser og et lunefuldt mix af milde grapefrugter og diskrete blodappelsiner. Hele baduljen føles nærmest som en frugtet helhed.

De gamle fade giver sit bidrag - vanille og sirup - på en præcis og nærmest noncelant vis.

Orangevin og funk er nærmest uadskillige og denne går da heller ikke helt fri. Petroleum og textil blot for lige at holde dig opmærksom og på tæerne. Et mintet og supplerende friskt input fornemmes.

Mundfølelsen er lodden tørhed med en momentan oversvømmende, olieret fornemmelse og et fast, dog blidt bid i gummerne og paletten et ménage à trios mellem frugternes sødlige kød, syrlige kerne og bitre skal. Tør syre og en kort afslutning med en mindre krydret note.

Jeg har altid tyet til Pinot Gris når det handler om orangevin. Ekspressiv, præcis og funky. Denne har de samme kvaliteter, dog lidt mindre funky, med en skøn off-dry-agtig karakter og med en anelse mere finesse. Bravo!

Forrige
Forrige

Domaine Muller-Koeberlé - Bubble Rainette 2019

Næste
Næste

Fritz Haag - Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling GG 2020