Van Zellers & Co. - CV-Curriculum Vitae 2017
Historien om Van Zellers & Co. lange historie kan dateres så langt tilbage som til 1620, hvor Van Zeller-familien af politiske og religiøse årsager, forlod Holland og bosatte sig som Portvins-købmænd i Porto. Virksomheden blev officielt grundlagt i 1780 og betragtedes allerede i starten af det 19. århundrede som den mest fremtrædende i branchen.
Familien sælger virksomheden blot få årtier efter, men fortsætter sit virke i branchen via de anerkendte portvinshuse Quinta de Roriz og Quinta do Noval. I 1980’erne køber Luis Vasconcellos Porto familievirksomheden tilbage og starter med sit oldebarn og nuværende ejer, Christiano Van Zeller, en relancering af brandet. I 1992 sælges Quinta do Noval fra, hvor efter João van Zeller, Christianos fætter, overtager tøjlerne i Van Zellers & Co.
Nuværende ejer og 14. generation, Christiano van Zeller, har siden 1993 dedikeret sit liv til Douro-regionen. Han skabte i 1996 Quinta Vale D. Maria sammen med hustruen Joana og dannede i 2003 Douro Boys. En sammenslutning, hvis ene formål er, at skabe opmærksomhed omkring Douros bordvine, samt at fremvise det ypperste regionen har at byde på. Sammen med andre passionerede personligheder, heriblandt Dirk van der Niepoort, organiserer han præsentationer, seminarer og smagninger rundt omkring i verden.
I 2007 modtager Christiano så et opkald fra João, som har en julegave til ham; Van Zellers & Co. inkl. alle tilknyttede brands. Christiano takker pænt ja. I 2009 sælges Quinta de Roriz, i dag en del af Prats & Symington-brandet, og i 2013 Quinta Vale D. Maria. Siden har Christiano og Joana viet alle sine vågne timer til Zan Zellers & Co.
Familien besidder i dag små 15ha. rødvinsstokke ved Torto River og i Pinhão-dalene samt 1ha. hvidvinsstokke i Murça. I 2022 produceredes der lige på den anden side af 49.000 flasker.
Lær Van Zellers & Co. endnu bedre at kende.
I ØVRIGT: Denne vin anses som værende én af de mest ikoniske, portugisiske vin, men den blev faktisk opdaget ved lidt af et tilfælde i 2003. På én af Christianos mange køreture i Douro-dalen, fik han i et næsten ufremkommeligt vildnis ned til Torto-floden øje på en ældgammel vinmark, som viste sig at rumme mere end 80 år gamle vinstokke. Christiano og daværende winemaker, Sandra Taveras da Silva, lavede en vin på druerne og fandt den så fantastisk, at de hurtigt blev enige om, at den ville pynte på CV’et. CV-Curriculum Vitae var født!
Oprindelse: Portugal, Douro
Type: Rød
Drue(r): Field blend (25+ varianter)
Druerne til vinen er høstet på den 3ha store, nordvendte Vinha Das Silvas-vinmark med 90+ år gamle stokke og jordbund bestående af skifer. Afstilket, fodknust og alkoholisk fermenteret i store granittanke, ‘lagares’ i 8-12 dage, og efterfølgende hældt på franske barriques (225l, 75% nye) til malolaktisk fermentering og 21 måneders modning.
Modne, sorte kirsebær, syltede solbær, brombær og boysenbær samles i et intenst koncentrat af cassis-lignende, sorte frugter, som på feminin vis løftes af friske, sødlige hindbær og saftige blommer. Afpillet appelsinskræl og et par stænk grapejuice vrider lidt syrlig bitterhed ind i ligningen. Hyldeblomst og menthol viser sig i et friskt og parfumeret billede.
Blødt og cremet fremkommer hvid chokolade og vaniljeis og med markante, tørre og støvede ege-spark ses sød røg, lakrids, mørke krydderier, en smule kanel og vaniljestænger.
Mundfølelsen er, trods en lidt skrællet tørhed, relativt smooth med et snerpende og lidt diffust bid i gummerne og paletten en mørk og udtryksfuld smoothie med enkelte rødfrugtede tilnærmelser og pebrede krydderier, en nærmest rusten mineralitet og en tilbageholden, tæt på genert syre. Afslutter sortfrugtet med et diverst mix af knust grønt samt inputs af brugt læder og lakrids.
For nu en ung og lidt astringent vin, men potentialet er umuligt at overse.
★★★★★ / 94