Vini Controvento - Primatraccia Anfora Bianco 2021

Controvento, italiensk for ‘modvind’, er en 5ha økologisk dyrket vinmark beliggende i Rocca San Giovanni, en lille by i Chieti-provinsen i Abruzzo-regionen. Den styres i dag af Vincenzo Di Meo, men historien tager sin begyndelse i 1951. Vincenzos bedstefar ejede dengang en lille gård i Ortona, hvor han udelukkende levede af, at dyrke og omsætte spisedruer. Han solgte gården i 1968 og forlod Abruzzo, men det skulle vise sig, at han ikke var færdig med regionen. Han vendte således tilbage i 1978, anskaffede sig 2ha land i netop Rocca San Giovanni og plantede vingårdens allerførste vinstokke. Høsten i 2021 bliver den femte årgang Vincenzo flasker, siden han overtog vingården i 2008.

Alt arbejdet i vinmarken udføres med største respekt for naturen og med fokus på ikke at ændre på hverken planternes livscyklus eller druernes iboende organoleptiske egenskaber*. Vinifikationen af Vincenzos vine sker med meget lille til ingen intervention - indfødt gær, ingen filtrering, ingen klaring og ingen additiver.

* Kunsten ikke kunstigt at påvirke druernes kvalitet, fx. smag, farve og duft, og således ikke manipulere forbrugernes sanseorganer.

Lær Vini Controvento endnu bedre at kende.

Oprindelse: Italien, Abruzzo

Type: Orange

Drue(r): 100% Trebbiano

Druerne til vinen er høstet på en økologisk dyrket, øst-vendt vinmark med 25-28 år gamle vinstokke og jordbund bestående af kalk og ler. Ved ankomst til vingården knuses de hele klaser, hvor efter saften efterlades til 8 dages maceration og spontanfermentering på skallerne i rustfrie ståltanke. Vinen lagrer nu 8 måneder på bærmen (sur lige) i amfora, før de 600 eksemplarer flaskes ganske ufiltreret og uden tilsætning af noget som helst.

Her får du rige, dog letfodede stenfrugter forenet med et lunt og let citrussjask - sprøde grønne æbler med et lejlighedsvist kandiseret touch, tørrede abrikoser, modne ferskner med en mindre lodden sitren, saftige appelsiner og en diskret dråbe sødlig lemon - og honningmelon tæt efterfulgt af surdej, mørkt rugbrød og et strejf nybagt brioche.

Krudtpulver, indendørs-pool og små hints af landlig charme.

Mundfølelsen er blød, sur lie-blød, med en luftig og lidt uhåndterbar tørhed og en diskret, drillende brusen og paletten kødfyldt og syrlig multijuice med et saltet og gæret input, en knivskarp, excentrisk syre og en mineralsk finale med et mindre citrus-twitch.

En lækker orangevin med en kompleksitet, som på samme tid udfordrer og simplificerer. Udfordrer, fordi indtrykkene er mange og simplificerer, fordi tingene er i harmoni.

Forrige
Forrige

Qimisola - Il Babbo Barbera d’Asti Superiore 2018

Næste
Næste

Prinsi Azienda Agricole - Barbaresco Fausoni Riserva 2008