Qimisola - Il Babbo Barbera d’Asti Superiore 2018

Find vinen hos Amico Vin, hvor en flaske koster 235,-.

Historien om Qimisola kan spores tilbage til det tidlige 20. århundrede, hvor markerne og ejendommen blev passet og plejet af Poggio-familien. Stedet blev i 1950’erne købt af Sr. Squillari, en handlende fra Genoa, og da han gik på pension sidst i 1980’erne, blev forskellige dele af ejendommen købt af naboerne. Under disses ejerskab gik både marker og ejendom stille og roligt i forfald, men dette ændredes der heldigvis på i 2013, hvor Qimisola-familien efter to års søgen efter drømmeejendommen overtog styringen af stedet. Med hjælp fra lokale håndværkere begyndte de at restaurere både vinmarker og ejendom, for at skabe et moderne vineri og ikke mindst et hjem for familien.

Qimisola-familien består af Qi, kinesisk født og hollandsk statsborger, Lars, en dansker opvokset i Grønland efterfulgt af 13 års ophold i Asien, og deres to børn, Søren og Mikkel.

Qimisola-navnet er sammensat af familiemedlemmernes første to bogstaver. Skrevet på italiensk bliver det til ‘Qui è mia isola”, som meget sigende betyder ‘Her er min oase’. Våbenskjoldet i logoet viser en kanin og en slange, som er henholdsvist Sørens og Mikkels kinesiske stjernetegn.

Lær Qimisola endnu bedre at kende.

I ØVRIGT: For at ære Lars’ danske rødder besluttede familien tidligt, at præsentere og navngive sine vine med udgangspunkt i H.C. Andersens eventyr. Oversat til dansk er denne vin således ‘Hvad fatter gør er altid det rigtige’.

Oprindelse: Italien, Piemonte

Type: Rød

Drue(r): 100% Barbera

Druerne til vinen er høstet på et 0,8ha plot på den bæredygtigt dyrkede, sydvest-vendte Qimisola-vinmark på toppen af Bricco-vinmarken med 60-100 år gamle vinstokke, jordbund bestående af kalket ler og højdemeter på 300 m.o.h. Ved ankomst til vingården knuses de hele klaser og efterlades til alkoholisk (12 dage) og malolaktisk fermentering i rustfrie ståltanke. Vinen modner nu 20 måneder på franske egetønder, før den omhældes til rustfrie stålkar til 1 måneds modning inden flaskning. Yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Intense og koncentrerede sorte frugter med et tilbagetrukket, dog tydeligt friskt, rødfrugtet indspark - modne sorte kirsebær, saftige blåbær, solbær med et foret touch og sprøde røde kirsebær i en mindre jordbær-kirsebær-fusion - og umoden grapefrugt i et fint fade til balancerede og støttende fadpræg - karamel med en lidt brændt kant, Bourbon vanilje, marcipan, mælkechokolade, finsk lakrids og et pust pibetobak.

Der vises et par jordede inputs - fugtig skovbund og trøfler - samt lidt mynte. Sidstnævnte lidt i retning af mildt, skummende tandpasta.

Mundfølelsen er overvejende blød med en lidt sødlig prikken på tungen og et mildt tannisk bid. Paletten uhyre opulente sorte frugter med et sagte skud bitter citrus og mørkt krydderi, en fyldig og vedholdende syre samt en fortsat frugtet og krydret finale med en diskret mineralsk dimension.

En mørk og ekspressiv vin med stor krop og en, ikke mindst, opretstående og modstandsdygtig struktur. En saftig sag.

Forrige
Forrige

Qimisola - I’Usignolo Calosso 2019

Næste
Næste

Vini Controvento - Primatraccia Anfora Bianco 2021