Montepeloso - Gabbro 2014

Tæt på byen Suvereto i Toscanas Maremma-område ligger Montepeloso trygt og godt på bakkerne i den billedskønne, Middelhav’ske ‘macchia’, betydende ‘krat’ på dansk. Et tørt område med sporadisk, mellem- og lavtvoksende vegetation, bestående af bl.a. stedsegrønne planter, vilde blomster, mangeartede urter og vilde oliventræer.

Montepeloso-navnet blev skabt i 1999, da den schweizisk-italienske historiker Fabio Chiarelotto overtog vingården. Trods hans fascination af de tidligere ejeres gode arbejde og den status de havde opnået, mente han ikke, at det fulde potentiale for hverken vine eller terroir var opnået. Kort efter overtagelsen påbegyndte han derfor en gennemgribende renovering af vinmarkerne, som bød på både ompodning af tusindvis af vinstokke og indførelse af et nyt træningssystem.

I 2000 indgik Fabio et samarbejde med vinmageren Fabrizio Moltard. En yderst kompetent herre med navne som Friscobaldi og Angelo Gaja på CV’et. Fabrizio fik også ansvaret for vinmarkerne.

Syv år senere fik Fabio og Fabrizio følgeskab af den schweiziske entreprenør Silvio Denz, da han købte en andel i vingården. En ikke helt ukendt herre i vinverdenen og indehaver af flere ejendomme i Bordeaux, tællende bl.a. Château Faugères og Château Rocheyron i St. Emilion samt Château Lafaurie-Peyraguey i Sauternes. Ydemere medejer af Clos d'Agon i Catalonien og ejer af den berømte glasmager Lalique i Alsace. Fabio havde fået sig en yderst stærk sparrings- og samarbejdspartner.

Ejendommen råder over 30ha, hvor af 14ha er beplantet med Montepulciano, Sangiovese, Cabernet Sauvignon, Alicante, Marselan, Malvasia Nera og Alicante Bouschet. 

Oprindelse: Italien, Toscana

Type: Rød

Drue(r): 100% Cabernet Sauvignon

Druerne til vinen er høstet på vestvendte vinmarker med 38-51 år gamle stokke og jordbunde bestående af mineralrigt Silex og forstenet lerjord. Ved ankomst til vingården afstilkes og presses druerne for alkoholisk fermentering i temperaturkontrollerede kar efterfulgt af malolaktisk fermentering primært i franske tonneaux. Lagrer 8-9 måneder i et mix af franske tonneaux og barriques (60% nye) og slutteligt 12 måneder på flaske.

Saftige blåbær, modne solbær med skrællede inputs, røde kirsebær, moste jordbær, rosiner og figner støder på intens og insisterende vis på syrlige citrussprøjt og bitter-friske, grønne indspark bydende på assorterede, mynte-dominerede krydderurter, diffus sous bois og grøn peber.

Lidt valle går fint i spænd med et integreret fad visende vaniljestænger, bihonning, mælkechokolade, finsk lakrids, gammelt læder, tørt egetræ og sorte krydderier. Flot intergreret.

Mundfølelsen er smooth med en fudge’t blødhed, uldne strøg og et udtørrende bid i gummerne og paletten saftige, sorte frugter med krydrede inputs og små, bitre indslag, en grafittet mineralitet og en levende syre. En udtryksfuld og dyb afslutning viser skrællet frugt, sorte krydderier og en grønlig bitterhed.

Stor vin, men utålmodigheden tog over. Alt for ung!

★★★★★ / 94

Forrige
Forrige

Cantina Maugeri - Etna Bianco Superiore Contrada Volpare 2021

Næste
Næste

Tenuta Santomè - Raboso Parcel #912 2015