Winetribe - et blindsmagningskoncept
Winetribe er skabt af venner og tidligere studiekammerater Rasmus og Jakob, som med en stor passion for vinens verden i rygsækken søger, at udfordre danskernes måde at lære om vin, forstå den og ikke mindst at nyde den på - via blindsmagning!
Konceptet
Idéen bag Winetribe er såre simpel - 5 nye vine hver 2. måned for 399,- + fragt. Nuvel, du kan også købe et enkelt eksemplar til 499,- + fragt, hvis du blot lige vil prøve det af.
Lær Winetribe lidt bedre at kende.
Let’s get to it…
Fem gennemsigtige og anonyme kolber i mundrette bider á 100 ml. er hvad der åbenbarer sig når du åbner kassen. Find dine yndlingsglas, hæld op og lad vinene bruse af, ilte og få den rette temperatur, mens du downloader den tilhørende app, Winetribe. Opret en bruger og du er klar.
Grib den første kolbe, indtast den angivne kode i app’en og følg instruktionerne. Du får allerede efter din personlige vurdering mulighed for, at få afsløret vinen. Jeg valgte naturligvis, at fortsætte blindt. Drue, oprindelse og årgang - alle med fire valgmuligheder. Selve vinen inkl. et hav af detaljer og andre brugeres inputs afsløres således først, når alle førnævnte trin er gennemført. Du får ydermere mulighed for, at købe den smagte vin til 20% under normalprisen direkte i app’en. Lad os smage på sagerne. I nedenstående er de korrekte svar markeret med fed.
Vin nr. 1
Drue: Malbec, Syrah, Pinotage eller Gamay. Valget faldt på Malbec.
Oprindelse: Rhône, Languedoc-Roussillon, Ribera del Duero eller Barossa Valley. Valget faldt på Rhône.
Årgang: 2015, 2017, 2019 eller 2021. Valget faldt på 2019.
Vinen: Labadens Crozes-Hermitage Rouge Panisse 2021
Pris: 229,-
Vin nr. 2
Drue: Merlot, Nebbiolo, Sangiovese eller Tempranillo. Valget faldt på Sangiovese.
Oprindelse: Rioja, Douro, Ribera del Duero og Barolo. Valget faldt på Ribera del Duero.
Årgang: 2014, 2016, 2018 og 2020. Valget faldt på 2016.
Vinen: Nabal Ribera Del Duero Crianza 2018
Pris: 225,-
Vin nr. 3
Drue: Dolcetto, Tempranillo, Petit Verdot eller Petit Sirah. Valget faldt på Petit Sirah.
Oprindelse: Rhône, Stellenbosch, Californien eller Adelaide Hills. Valget faldt på Adelaide Hills
Årgang: 2015, 2017, 2019 og 2021. Valget faldt på 2019.
Vinen: Machete Petit Sirah 2019
Pris: 499,-
Vin nr. 4
Drue: Riesling, Pinot Blanc, Sauvignon Blanc eller Chardonna. Valget faldt på Chardonnay.
Oprindelse: Ontario, Mosel, Württemberg eller Alsace. Valget faldt på Mosel.
Årgang: 2014, 2016, 2018 eller 2020. Valget faldt på 2018.
Vinen: Markus Molitor Zeltlinger Sonnenuhr Spätlese Trocken 2020
Pris: 249,-
Vin nr. 5
Drue: Pinot Grigio, Chenin Blanc, Aligoté eller Chardonnay. Valget faldt på Aligoté.
Oprindelse: Napa Valley, Chablis, Adelaide Hills eller Bourgogne. Valget faldt på Chablis.
Årgang: 2014, 2016, 2018 eller 2020. Valget faldt på 2020.
Vinen: Domaine Bernard Defaix Chablis 1er Cru Cote de Lechet Reserve
Pris: 295,-
Konklusion
Det her er altså sjovt! Og for én, undertegnede, som ikke har den fjerneste erfaring med blindsmagning, en kæmpe udfordring. Intens bladren i bagkataloget afslører blot, at der er meget at lære endnu og, heldigvis for det, en masse vin at smage.
Stor ros til den simple præsentation og til app’en, som guider dig gennem hele processen fuldstændig gnidningsfrit og intuitivt.
Klart anbefalelsesværdigt og et koncept, som jeg uden tvivl vil gøre brug af i fremtiden.
Det værste? Som Riesling-fan var det lidt smertefuldt ikke at ramme Markus Molitors Zeltlinger Sonnenuhr Spätlese Trocken 2020.