Castel Mimi - Rosu de Bulboaca 2019
Castel Mimi blev etableret i 1893 af daværende guvernør i Bessarabien, i dag Moldova, Constantin Mimi, som kort efter sine jurastudier i Odessa, og blot 25 år gammel, arvede et stykke jord af sin far i Bulboaca i Codru-regionen. Med stor passion for vin og dennes verden, var det ikke svært for Constantin, at finde anvendelse for markerne; han plantede vinstokke og påbegyndte i 1898 opførelsen af selve castel’et. Efter studieophold i Montpellier, Frankrig, vendte han i 1901 hjem til Moldova og Bulboaca, hvor han afsluttede byggeriet af det der blev Moldovas blot andet castel efter Purcari, hvis historie daterer tilbage til 1827.
Constantins vine opnåede hurtigt stor anerkendelse for sin høje kvalitet. Dette kom bl.a. den russiske zar, Nicholas II, for øre, hvorfor vinene blev fast inventar i den russiske hærs feltrationer under 1. verdenskrig. Det skete ligeledes jævnligt, at vinene så indersiden af det royale glastøj. Det gik godt for Constantin, men det skulle desværre vise sig, ikke at vare ved.
Sovjetunionens annektering af Moldova i 1940 blev startskuddet til en mørk tid for Castel Mimi. Eller ‘Kolhoz 1 Mai’, som castel’et blev omdøbt. Driften pålagtes staten, som i de efterfølgende årtier satsede på stordrift med nedadgående kvalitet og mislighold af både udstyr, vinstokke og castel til følge. Først da Moldova genvandt sin selvstændighed i 1991 og Castel Mimi atter blev privatiseret og kom i familiens besiddelse i 1998, begyndte tingene at lysne. Der ventede nu et stort genrejsningsprojekt forude. Et projekt, som Constantin Vinohodovschi, oldebarn til Constantin Mimi, satte i søen.
Fra 2011 til 2016 gennemgik ejendommen således en gennemgribende renovering. Vinohodovschi investerede massivt i produktionsfaciliteterne og genplantning af vinmarkerne, ligesom han i samarbejde med en italiensk arkitekt fik opført en helt ny bygning, inspireret af den traditionelle, moldoviske arkitektur.
I dag står Castel Mimi som en funklende stjerne i det moldoviske vinlandskab. Topmoderne faciliteter, 100ha vinmarker, prisvindende vine og på listen over de 15 flottese vinslotte i verden. Til ejendommen hører også hotel, kunstgalleri, konferencecenter og restaurant, ligesom der tilbydes en bred palette af guidede ture og smagninger.
Huset tilbyder tre serier; Castel Mimi Clasicā, som denne vin tilhører, Seria AniMaliens, hvor hvert label portrætterer et dyr fra moldoviske sagn og folkeeventyr, og den limiterede Seria The Governor, som er opkaldt efter grundlægger og tidligere guvernør, Constantin Mimi.
Lær Castel Mimi endnu bedre at kende.
I ØVRIGT: Castel Mimi er indehaver af Moldovas ældste flaske vin, produceret af tyske munke tilbage i 1700-tallet.
Oprindelse: Moldova, Codru
Type: Rød
Drue(r): 45% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot, 20% Malbec & 5% Saperavi
Druerne til vinen er høstet på syd- og sydøstvendte skråninger ved Dniester-flodens højre bred. Efter vinifikation lagrer vinen 12 måneder på lettere brugte, franske egefade (Radoux, 225L).
Modne, sorte kirsebær, syrligsødt solbærsyltetøj og saftige brombær aner friske hindbær, jordbær og fleshy blommer før hængende, sødligt limesaft binder en fin sløjfe på tingene. Lidt fugtigt sous bois i form af svampe, trøfler og kompost. Et par skiver grøn peberfrugt og stænglet krydderurt.
Sort peber, svagt læder, toastet eg, finsk lakrids, mælkechokolade, karamel og vaniljestang i et diverst, balanceret udtryk. En snert bondegård og et par potteskår.
Næsen viser sig tilbagelænet, dog med en vis energi, i sin elegante, sort- og rødfrugtede modenhed, sine pebrede krydderier og sin opløftende, mintede friskhed.
Den koncentrerede, lidt tørre palette byder på en krydret, sortfrugtet intensitet, en sagte, rødfrugtet syrlighed og en tilbagetrukken, grønlig bitterhed pakket ind i en fyldig, rund tekstur med et mindre tørt, tannisk bid og en mørk, saftig syre. Afslutter rankt, krydret og volatilt sødmefuld i sin sorte frugt.
En flot, velstruktureret vin, som formår at jonglere såvel dybe som høje toner.
★★★★★ / 93
Find vinen hos MoldoVin, hvor en flaske koster 255,-.