TE WA - Feteasca Neagra V(ia) 2019
Ella og Olga hedder de. De to kvinder, som efter studie- og inspirationsture i Napa Valley og New Zealand, vendte hjem til Moldova, nærmere bestemt landsbyen Talmaza i Stefan Voda-regionen, hvor de slog sig ned og skabte TE WA Wines. Et projekt stilende mod, at opfylde de to veninders ønske om, at skabe de bedste, terroirtypiske vine på hjemlig jord via sine tillærte, udenlandske teknikker.
Vingården besidder i dag 6ha vinstokke beliggende på øst- og sydøstvendte skråninger i Dniester-dalen, hvis druer år efter år kommer under kærlig behandling af ønolog og vinmager, Vadim Mihailov. En herre, som med sit store kendskab til det moldoviske terroir og sin unikke erfaring fra New Zealand i rygsækken, tilfører netop de kompetencer, som Ella og Olga behøver for, at realisere sin drøm.
Etiketterne på vingårdens ‘Season One Collection’ er lavet af designer og fotograf Mihai Stamati, og fortæller alle en autentiske historie om det moldoviske folks liv og dets tilknytning til landet, naturen og disses rigdomme. Som et vidnesbyrd på Ella og Olgas tilknytning til og respekt for naturen, ses også et segl, som samlet repræsenterer de elementer, som vægtes højere end noget andet; vinter - regeneration, forår - genfødsel, sommer - sand glæde og efterår - overflod.
Vinen her er en specialudgave af Feteasca Neagra 2019 fra ovennævnte ‘Season One Collection’. Ella og Olga ønsker med denne version, at skabe opmærksomhed på en verden fyldt med masseproduktion og forbrug, ved at hylde dem, som sætter en ære i sit håndværk og kærer sig om traditionerne. Her er det modedesigneren Valentina Vidrascus vævede, rumænske tæpper, som pryder etiketten.
Feteasca Neagra-druen, hvis navn betyder ‘sort jomfru’, dyrkes i både Moldova og Bulgarien, dog mest udbredt i sidstnævnte, hvor den i dag anvendes i sin rene form i flere producenters topvine. Tidligere indgik den oftest i blends med Cabernet Sauvignon, Merlot og Pinot Noir, for at give den endelige vin mere krop og struktur.
Lær Te WA Wines endnu bedre at kende.
I ØVRIGT: Navnet TE WA betyder ‘time will tell’ på maorisk. Et gammelt sprog talt af New Zealands oprindelige befolkning, stammefolket Maorierne, som kom til landet i én af flere indvandringsbølger i 1200-tallet. Sproget blev officielt anerkendt og sidestillet med engelsk i 1987 og det anslås, at 60.000 anvender det aktivt den dag i dag.
Oprindelse: Moldova, Stefan Voda
Type: Rød
Drue(r): 100% Feteasca Neagra
Druerne til vinen er høstet på øst- og sydøstvendte skråninger i den nedre Dniester-dal. Ved ankomst til vingården afstilkes og knuses druerne, før de efterlades til 4 dages koldmaceration ved ca. 4 grader. Den alkoholiske og malolaktiske fermentering sker i en kombination af iboende gær og designergær, hvor efter 80% presses til rustfrit stål for 8 måneders lagring på bærmen (sur lie) med jævnlig omrøring (bâtonnage), og de resterende 20% til 8 måneders lagring i nye, rumænske egefade.
Friske kirsebær, modne blåbær, syrlige solbær og cremet jordbærgrød følges af fyldig svesketrifli i mødet med citrusstænk i form af sød lime og citronskal. Grøn peber, mynte, wasabi, knuste, grønne stængler og en let parfumering følger. Karamel, fløde, svag lakrids, egetræ, sød røg og sorte krydderier viser sig på diskret, dog overbevisende vis.
Næsen er energiske, sorte frugter, underspillede, grønne refleksioner og en iboende syrlig nerve. Paletten voluminøs, sortfrugtet modenhed og underspillet, rødfrugtet elegance, svøbt i en silkeblød struktur med en saftig, drivende syre og et kærligt, lidt krydret bid i bisserne. Lang, syrepræget, frugtet og småkrydret afslutning.
I sin genre er det her altså rigtig god vin.
★★★★★ / 94
Find vinen hos MoldoVin, hvor en flaske koster 245,-.