Eulogio Pomares - Pedraneira Albariño 2021
Eulogio Pomares er barnebarn af Bodega Zárates grundlægger, Ernesto Zárate, som allerede ved vingårdens grundlæggelse i 1920, påtog sig en afgørende rolle i promoveringen af Albariño-druens potentiale i Val do Salnés. Som den pioner Ernesto var, tog han i 1954 initiativet til festivalen Fiesta del Albariño, som med den berømte hvidvinsdrue øverst på plakaten, til stadighed tiltrækker hundredvis af mennesker hvert år første uge i august.
Efter intense studier af bl.a. Albariño-druen i Bordeaux og Tyskland, vendte Eulogio hjem og overtog tøjlerne på familievingården i Pontevedra 1999, hvor han med sin erhvervede Albariño-viden hurtigt blev et yderst velanset navn i den galiciske vinverden. Han råder i dag over 6,54ha vinstokke fordelt på hele 11 parceller i Salnés-dalen, nærmere bestemt kommunerne Sisán og Padrenda, som han hver dag arbejder hårdt på, at udvikle og forbedre med det formål, at udløse både druernes og markernes fulde potentiale.
Ud over sit virke som vinmager i familievirksomheden, arbejder Eulogio sideløbende med et projekt under eget navn, hvor han leger med vine baseret på indkøbte, økologiske druer fra gamle, efterladte parceller i Spanien og Portugal.
Oprindelse: Spanien, Galicien, Rias Baixas
Type: Hvid
Drue(r): 100% Albariño
Druerne til vinen er høstet på den vestvendte Francón-vinmark med 40 år gamle stokke og jordbund bestående af granit, sand og en mindre del ler. Ved ankomst til vingården afstilkes, presses og spontangærer druerne i brugte, franske faudres (2.500l), efterfulgt af malolaktisk fermentering og 6 måneders lagring på bærmen (sur lie) i selvsamme fade uden omrøring (bâttonage). Hviler slutteligt 3 måneder på flaske.
Saftige, gule æbler, tørre pærere, modne ferskner, afmålte ananasskvæt, honningmelon og bløde bananer mødes på energisk vis med mild grapejuice, bagte citroner og hele appelsiner i en spændstig og udtryksfuldt fremtoning. Sommerlige blomsterknopper, grønne stængler og daggammelt blomstervand.
Vaniljestænger, fudge, sødlig røg, stjerneanis, mørkt rugbrød, majsmark og vådt krudt afrundes mildt af fløde og græsk yoghurt. Sødlig Champagnebrus og frisk Minto.
Næsen er ren coolness med modne luner og munden pivfrisk med en god, syrlig nerve og et elegant strejf i gummerne. Paletten viser sprøde stenfrugter med kvikkende citrus, en mineralitet ala jernspåner og en saftig, indsmigrende syre. Afslutter stenfrugtet, lidt gæret og mildt krydret.
Elegant og velkomponeret Albariño med en underspillet, eftertænksom kompleksitet. Flot!
★★★★★ / 93
Find vinen hos Kildetoft Wine, hvor en flaske koster 235,- eller 185,- ved 6 stk.