Guillaume Gonnet - Le Reveur 2022
Gonnet-familien har drevet vingården Font de Michelle i Bédarrides, i den sydøstlige del af Châteauneuf-du-Pape AOC’en, siden 1950 og siden 2002 vingården Font du Vent i Domazan, i Côtes du Rhône Village Signargues AOP’en, små 35 km. sydvest for Bédarrides.
I dag står Guillaume Gonnet, barnebarn af grundlægger Etienne Gonnet, ved roret. Efter at have rejst verden rundt og arbejdet på berømte vingårde som Château Beau-Séjour Bécot i Bordeaux, Domaine Leflaive i Bourgogne, Joseph Phelps Vineyards i Napa Valley og Rapaura Vintners i New Zealand, vendte han snuden hjem i 2005, for i 2006 at overtage familievirksomhedens to vingårde og samlet set 60ha land.
Med en fælles forkærlighed for druerne i det sydlige Côtes du Rhône, etablerede Guillaume og hans fætter, Bertrand, et par år senere, i 2008, Gonnet Pères et Fils. En negociant-virksomhed, som tillader dem, at indkøbe og producere vine på druer fra deres favorit-appellationer i området, som i dag inkluderer Vacqueyras, Rasteau, Châteauneuf-du-Pape, Cairanne, Côtes du Rhône og Ventoux.
Under sidste del af sin rundrejse stødte Guillaume på australske Kelly. Hun viste sig ikke blot, at blive hans hustru, idet hun også blev hans samarbejdspartner i ‘Guillaume Gonnet, Vigneron’-projektet, som så dagens lys i 2015. Et projekt kredsende om Gonnets store kærlighed til de syd-Rhône’ske druer og disses portentiale udfoldet i forskellige terroirs i det sydlige Frankrig og rundt om i verden.
Parret købte sine egne plots i Châteauneuf-du-Pape, udvidede senere porteføljen med vine fra appellationer som Gigondas, Vacqueyras, Cairanne, Rasteau og Tavel og planlægger endvidere, at udvide med vine lavet på syd-Rhône’ske druer i Spanien og i den australske Barossa Valley.
Navnet på denne vin, Le Reveur, oversættes til ‘Drømmeren’ på dansk og refererer til Guillaume og Kellys drøm om, at sætte sin egen kurs.
Lær Guillaume Gonnet endnu bedre at kende.
I ØVRIGT: Kelly videreuddannede sig i tidernes morgen på Copenhagen Business School og arbejdede under et studieophold i Sidney på den restaurant, hvor vores kronprinsepar mødte hinanden. Danmark er således ikke helt fremmed for hende.
Oprindelse: Frankrig, Côtes du Rhône
Type: Rød
Drue(r): 80% Grenache, 20% Syrah
Druerne til vinen er høstet på en nordvendt vinmark med 40-45 år gamle stokke og jordbund bestående af ler og sandet jord. Ved ankomst til vingården afstilkes, presses, spontangærer og macererer druerne i 15-20 dage, efterfulgt af malolaktisk fermentering og 12 måneders lagring i cementtanke.
Modne, sorte kirsebær, Crème de Cassis, saftige jordbær med jamish vibes, granatæblekerner, bagte blommer og milde stænk blodappelsin og grape ses med asiatiske krydderier og tørrede urter i et fint afmålt, punchy udtryk. Aromatiske sommerblomster og et par hvide roser.
Lakrids, tænker Blue Jeans, og ubehandlet læder afvæbnes flot og kærkomment af sød pibetobak og cremet mælkechokolade. I de sene timer fornemmes lidt klor, landbrug og lækre, syndige mintkarameller.
Hvor næsen opleves indtagende fyldig og rund, viser munden sig udpræget støvet med et gribende, eget tag i gummerne. Paletten er sortfrugtet med gavmilde, krydrede drys og bitre, grønne indslag samt en rusten mineralitet og en kort, lidt nærig syre. En skøn, lang afslutning suppleres af snirklede frugtskræller og lidt våd underskov.
Den kan lidt af hvert og det’ alt sammen kompromisløst med fuld overbevisning og en vis elegance.
★★★★ / 91
Find vinen hos Kildetoft Wine, hvor en flaske koster 150,- eller 125,- ved 6 stk.