Ca’Barun - Langhe Pinot Nero 2018
Find vinen hos Amico Vin, hvor en flaske koster 170,-.
Danske Peter Thomsen, 57 år gammel og født og opvokset i Aarhus, har en baggrund som CFO i flere internationale selskaber i Frankrig, Schweiz, Sverige og, slutteligt, Italien. Det var et ophold i netop Italien i 1990’erne, der fremmanede hans interesse for vin, så da han senere besluttede sig for at finde hans eget sted, var det et ufravigeligt krav, at der til ejendommen hørte en vinmark. Han fandt i 2007 den 10.000ha store Ca’Barun-ejendom med en tilhørende 1ha vinmark og begyndte snart at restaurere de 250 år gamle bygninger.
Ud over at dyrke sine egne Freisa- og Pinot Nero-duer, arbejder Peter sammen med mindre vindyrkere i området, som gør det muligt for ham også at kunne tilbyde Barolo, Barbaresco, Roero Arneis og Metodo Classico under Ca’Barun-navnet.
Peter ejer sammen med sin kæreste Benedetta ydermere et lille hotel, Al Palazzo Rosso, og en lille butik, il Negozzietto, beliggende små 10 km. fra vingården. På hotellet findes vinbaren La Cantinetta di Barun, som skænker både egne vine og vine produceret af mindre, passionerede vinbønder.
Lær Ca’Barun endnu bedre at kende.
I ØVRIGT: Da farmerne for små 200 år siden drog afsted for, at få høsten i hus på de stejle skråninger ved ejendommen, skulle de angiveligt have sagt, at de skulle arbejde på ‘Baronens land’. Det bliver til Casa Barun, som forkortes Ca’Barun. Således fik ejendommen sit navn.
Oprindelse: Italien, Piemonte
Type: Rød
Drue(r): 100% Pinot Nero / Pinot Noir
Druerne til vinen er høstet på Valdivilla-vinmarken med 8 år gamle vinstokke, jordbund bestående af sand og kalket mergel og højdemeter på 360 m.o.h. Ved ankomst til vingården knuses de hele klaser og efterlades til alkoholisk (12 dage) og malolaktisk fermentering i rustfrie ståltanke. Maceration i 15-20 dage med tre daglige pump-overs efterfulgt af 9 måneders lagring i 1-3 år gamle, franske egetønder. Yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.
Knivskarpe, måske endda lidt kantede, men på forunderlig vis afrundede røde frugter med underspillede sorte - sprøde kirsebær, hindbær, modne jordbær og friske, knuste solbær - mild appelsinskræl og en sjat bitter grape på toppen. Diverse og lidt rustikke, dog fornuftigt integrerede fadpræg - diskrete vaniljebønner, marcipan, et hurtigt strejf af sødlig pibetobak, Blue Jeans og stødt, sort peber.
Meget få, men tilstedeværende, jordede indslag - høvlet bark og vådt muldjord - suppleret af lidt sød viol.
Noget animalsk og landligt, sidstnævnte ala møgbunke, men Ikke full-blown Pinot’sk. Herligt.
Mundfølelsen er støvet, endog lidt finkornet, i kanterne, men viser et rigtig fint, blødt center, som sammensætligt er yderst karakterfuldt. Paletten unge og sprøde, røde frugter med en klar citrus-bitterhed og mildt krydderi, en frugtet og fyldig syre og en grønlig, fortsat mildt krydret og småmineralsk finish.
En udtryksmæssig ung vin med stringent struktur og relativt spinkel krop. I konstellationen et rigtigt fint og anbefalelsesværdigt glas og en vin med endnu mere i sig.