Wine & Soul - Pintas Character 2015

Wine & Soul så dagens lys i 2001, da ægteparret Jorge Serôdio Borges og Sandra Tavares da Silva besluttede sig for, at føre deres fælles drøm ud i livet. En drøm om, at give de gamle vinstokke i Pinhão Valley en stemme og at fremhæve regionens druesorters store kvaliteter - uden hverken vin eller vinmarker til at begynde med.

De brugte de følgende år på, at tilegne sig land, bygge et vineri og udvide deres portefølje, før de langt om længe kunne frigive deres første vin, Pinta. En enkeltmarksvin stammende fra en såkaldt ‘companion planting’, hvor hele 40+ forskellige druesorter vokser og trives side om side. Følgende denne kom den røde Pintas Character og den hvide Guru.

I 2009 erhvervede parret sig Quinta da Manoella. En ejendom, som har været ejet af Serôdio Borges-familien gennem 5 generationer, Jorge er den 5., med en historie startende helt tilbage i 1836 og ikke mindst med 100+ år gamle vinmarker. Deres første frigivelse fra denne quinta blev vinen Vinhas Velhas, som på portugisisk betyder ‘gamle vinstokke’.

Lær Wine & Soul endnu bedre at kende.

I ØVRIGT: Vinen Pintas er opkaldt efter parrets hund, en utrættelig, engelsk Pointer, og betyder pletter på dansk.

Oprindelse: Portugal, Douro

Type: Rød

Drue(r): Field blend, 30+ druesorter

Druerne til vinen er høstet fra gamle stokke på fem bestemte plots omkransende enkeltmarken Pintas med varierende jordbunde, højdemeter og eksponeringer. Ved ankomst til vingården afstilkes druerne og fodtrampes i store, åbne stenkar (lagares) og fermenterer efterfølgende 10 dage i selvsamme kar. Vinen hældes nu på franske egefade, hvor den gennemgår malolaktisk fermentering og 18 måneders lagring.

Mørke og slagkraftige sorte frugter og lidt tilbageholdene røde - koncentreret solbærsaft, syrlige, sorte kirsebær, saftige brombær og knaldrøde, modne jordbær - orangeskal og grapefrugt udfordres snart af intense fadpræg som espresso, bitter, mørk chokolade, røgede træspåner, muggent læder, lakridsfudge og vaniljebønner.

Den viser en smule støvet skovbund - svampe, mos og bark - og sidst, som en god overgang til finalen, uld og syntetisk stof. Sådan lidt ala Kina.

Mundfølelsen fremstår smooth med et lidt sandet, dog blødt greb i mulen og paletten bringer småkrydrede, sprøde frugter med et diverst jordet input, en salt mineralitet og en tør, nærmest sky syre. Finalen viser sig sortfrugtet saftig med fortsatte krydrede elementer og et riv gammelt, klistret tekstil.

Stram struktur og rank krop, men sjask nu bare hele molevitten i en bredbundet karaffel i et par timer og nyd det charmerende, portugisiske mørke.

Forrige
Forrige

Keck & Seidlitz - Klostergang 2018

Næste
Næste

Winzerhof Linder - Dr. Spoth Natür 41 2017