Cantina Maugeri - Etna Bianco Superiore Contrada Volpare 2021

I Milo-distriktet ved foden af Etna-vulkanens østlige skråning, befinder sig én af områdets mest moderne vingårde, Cantina Maugeri. Smukt omgivet af mere end 100 terrasser med vinmarker og med den frodige, vulkanske jord under fødderne, passer og plejer Maugeri-familien på økologisk vis sine små 7ha.

Far Renato er barn af 1960’erne og kender derfor ejendommen som sin egen bukselomme. Efter års fravær tog han sine døtre, Carla, Michela og Paola, under armene og flyttede tilbage til sine forfædres ejendom, hvor de påbegyndte en stor omorganisering og genplantning af store dele af vinmarkerne. De ønskede, at fremvise den vulkanske jords sande potentiale og via vinen hylde dens unikke egenskaber. 

Familien besidder både øst- og vestvendte vinmarker. Den østvendte sigter ud over Det Joniske Hav, en del af Middelhavet, og den vestvendte skuler mod vulkanens top. To vidt forskellige forudsætninger, som hjælper Maugeri til, at skabe de bedste betingelser for hjertebørnene, de lokale druer Nerello Mascalese, Catarratto og Carricante.

Lær Cantina Maugeri endnu bedre at kende.

I ØVRIGT: Carricante, druen anvendt i denne vin, stammer fra det italienske ord ‘caricare’, som betyder ‘belaste’. Meget sigende navn ifht. dens høje modningsgrad, store høstudbytter og ikke mindst modstandsdygtighed over for tørke. Den trives således særligt godt på Etnas stejle skråninger i små 1.050 meters højde. Carricante ses hyppigst i blends sammen med Catarratto, Minella Bianca, Ansonica eller Nerello Mascalese.

Oprindelse: Italien, Sicilien

Type: Hvid

Drue(r): 100% Carricante

Druerne til vinen er høstet på en østvendt vinmark med 23 år gamle stokke og jordbund bestående af sandet, vulkansk jord rig på mineraler. Ved ankomst til vingården gennemgår de hele klaser 3 timers cryomaceration, før de presses til fermentering og 8 måneders lagring på bærmen (sur lie) i ståltanke (90%) og små, franske egefade (10%) med periodisk omrøring (bâtonnage).

Pivfriske stenfrugter som gule æbler og ferskner, moden eksotisme ala ananas og passionsfrugter og skinnende røde sommerjordbær twistes på skøn og opkvikkende vis af grønne citronskvæt, friskpresset appelsinjuice og en fin, grøn bitterhed visende nyklippet græs, blomstereng og mynte.

Et par vaniljestænger, karamelfudge, mørk sirup, hvidt krydderi, vådt lejrbål, mandler og en skive mørkt rugbrød i et enkelt og integreret udtryk.

Moden næse med underspillede stenfrugter og en elegant, sødlig parfumering. En silket mund viser syrlige stenfrugter, grønlig bitterhed og milde, krydrede stik, samt en støvet, stenet mineralitet og en forsigtig, omend kælende syre. Stenfrugtet og salin afslutning.

Flot og karakterfuld vin med stort smil på både fordybning og simpel drikkeglæde.

★★★★ / 92

Find vinen hos CS Vine, hvor en flaske koster 259,-.

Forrige
Forrige

Weingut Binzel - Niersteiner Pettenthal Riesling 2020

Næste
Næste

Weingut G. Gindorf - Goldkupp Weissburgunder 2020