Il Farneto - Brut Nature
På Modenas stjejle skråninger med udsigt til en labyrint af kløfter og et tørt, eroderet landskab ligger Marco Bertonis hjertebarn, Il Farneto. Et projekt han søsatte i 1990’erne med et mål om, at genintroducere den landbrugsindustri, som tidligere dominerede området omkring hans hjemstavn.
Midt i et Lambrusco-præget landskab plantede Marco sine første 6ha vinstokke, her under den lokale Spergola-drue, og begyndte sine eksperimenter. Han fandt efterhånden ud af, at den rette dyrkning og omfavnelse af de traditionelle metoder frembragte præcist det udtryk han stræbte efter. Med udsigt til at vækste sin forretning fik han kontakt til Tommaso Turci, som bragte 10 års erfaring med italiensk naturvin med sig. Det blev til et stærkt match af Marcos store interesse for markerne, Tommasos visdom i kælderen og en kobling af ‘new world’-principper og fortidens traditioner. Biodynamisk dyrkning siden 2003 og lykkelige ejere af æslerne Esen og Olaf.
I ØVRIGT: Il Farneto donerer en del af indtægterne til NGO’en Mustard Seed. Organisationen lukkede desværre i 2024 efter siden 1983 at have doneret hele $110 millioner til legater og stipendier rundt omkring i hele verden.
Oprindelse: Italien, Emilia-Romagna
Type: Mousserende, Spumante
Drue(r): 60% Spergola & 40% Chardonnay
Druerne til vinen er høstet på en 2ha, sydøstvendt vinmark med 20 år gamle stokke og jordbund bestående af ler og kalk. Ved ankomst til vingården knuses de hele drueklaser og efterlades til 2-3 dages koldmaceration, før de nænsomt presses til spontanfermentering og 6-7 måneders lagring i cementtanke. Vinen flaskes med tilføjelse af lidt most fra samme høst, gennemgår 2.-fermentering og hviler 12 måneder på bærmen (sur lie) før degorgering.
Sprøde pærere og gule æbler flyder i samklang med saftig lime og ferskenskind sammen med moden ananas, gærede hindbær og blåbær i et udtryksfyldt, fasttømret udtryk. Gær, humle, grovtoast, cashews og usaltet smør samt grønne indspark ala grøn te, tør underskov og et par drys urtede Santa Maria-krydderier. Brunt sukker og en skive sandkage, såmænd.
En blød, sødmefuld og små-fragrant næse viser modne stenfrugter, eksotiske frugtsprøjt, en skefuld bærm og lidt havgus, og en cremet palette sprøde stenfrugter, pivfriske citrusfrugter, en kande viskos, gul saft og lidt restsødme, en saftig, fyldig syre og en yderst vinøs mousse.
Simple, hengivne og crowd-pleasende bobler på slubrende fint niveau.
★★★★★ / 93
Find vinen hos Azienda Vini, hvor en flaske koster 220,-.